Hvis du har det fedt – så er du nummer et!

SONY DSC


Det var Vince Fontaines ord til skolefesten i Grease. Og vi havde det så fedt. Det håber vi, at publikum også havde.
Tæppet er nu trukket for sidste gang i Kulsvierscenens 40-års jubilæumsforestilling. Drive in – biografen er lukket, og øsen ”Greased Lightning” er kørt i garage.
Det var et nostalgisk tilbageblik til 50-erne og livet blandt de unge på Rydell High School, hvor miss Lynch forsøgte at styre med disciplin og hård hånd. Det gik oftest ud over den stakkels mr. La Tierri (Sonny), som havde for vane at opholde sig på de forkerte steder på de forkerte tidspunkter.
Vi mødte den selvsikre Danny Zuko, leder af T-Birds, føre sig frem i gruppen med pomadehår og læderjakke. Her vil han ikke tabe ansigt, men det gi’r udfordringer, når han samtidig vil gøre indtryk på den bly og uskyldige Sandy.
Pigerne i Pink Ladies tog Sandy under deres vinger og fik hende forvandlet til den seje, stylede Sandy, som Danny slet ikke kunne modstå.
Der var masser af skøn sang og musik, festlige danse, smukke kostumer og flotte kulisser. Og så var der sidst – men absolut ikke mindst – den kreative sminkning, som betød at vi kunne spille Grease, selv om køn og alder måske ikke altid stemte overens med manuskriptet.
Tusind tak til publikum for den store interesse og for de mange stående bifald. Hele holdet gjorde alt, hvad de kunne for at give alle en rigtig god oplevelse.
Kulsvierscenen siger også tak til de sponsorer og fonde, som har støttet os.
Og tak til alle jer, som har givet en hånd med ved opstilling af borde, borddækning, bartjans, og andre praktiske opgaver i forbindelse med vores forestillinger. Vi sætter stor pris på jeres indsats.
Nu ta’r vi os en velfortjent pause, inden forberedelserne til næste forestilling går i gang.
Men for nogen er det kun en meget kort pause. Der er rigtig meget planlægning omkring en forestilling, så instruktøren, musikerne, kostumeholdet, regiholdet m.fl. er allerede gået i gang med arbejdet.
Vi skal spille Skatteøen. Det er historien om drengen Jim Hawkins, den gamle sørøverkaptajn Bill Bones, piraternes leder, John Silver og et kapløb om at få fat i skatten. Sebastian har skrevet musikken til forestillingen, så glæd jer til bl.a. Sørøversangen, Ostesangen og Fuld af nattens stjerner.
Forestillingen har premiere i januar 2021, og vi håber selvfølgelig at se jer alle sammen igen til den tid.
Har du lyst til at være med på scenen eller til noget af alt det andet – og er du min. 16 år?

Vi har lige nu brug for;
• skuespillere – dem skal der bruges mange af i Skatteøen, bl.a. skal der bruges en del mænd til at spille rollerne som sømænd, pirater og fine herrer
• gode sangstemmer til koret
• en handyman til at hjælpe med at få lavet kulisser
• hjælp til at få syet kostumer – du skal helst være dygtig til at sy, gerne efter snitmønster
• hjælp til at styre lydanlægget
Interesseret? – så send en mail til kulsvierscenen@kulsvierscenen.dk, så kontakter vi dig.

SONY DSC
SONY DSC
SONY DSC